Tilbagefald

Jeg har ikke skrevet i flere måneder. Jeg har haft travlt med et nærmest nyt liv efter at jeg er startet på et nyt lærerjob.

I dag har jeg oplevet et voldsomt tilbagefald som har givet mig et behov for at skrive her igen.

Min kæreste og jeg har nu været sammen mere end et år. Det går generelt rigtig godt, og mange ting er blevet nemmere efter at jeg startet med at arbejde som lærer. Det fylder mine dage med meningsfuldhed, gode oplevelser og en masse social interaktion. Jeg er vild med det. Og min kæreste og jeg har sideløbende lavet så mange dejlige ting sammen, og vi har så gode snakke. Jeg er blevet bedre til at sige fra, og med mine travle dage har jeg ikke længere samme behov for at have en masse daglig kontakt. Det har givet vores samvær en positiv lethed og mere jævnbyrdighed. Vi har utrolig god sex. Jeg har svært ved at få orgasme, men jeg nyder alt hvad vi laver fuldt ud uden den. Jeg har længe vidst at jeg har meget svært ved at tage imod, hvorimod jeg er rigtig god til at give. Jeg er dertil også blevet bevidst om at jeg selv har svært ved intimitet. Jeg ved at der er et mønster når det handler om hvem jeg bliver kæreste med. Jeg har været i tre lange forhold. Alle tre mænd havde ingen nære venner da jeg mødte dem. De var alle tre bange for intimitet. Først for nylig er jeg blevet bevidst om at jeg selv har det problem. Jeg vidste bare ikke hvordan det nærmere forholdt sig.

Men så skete der noget i denne weekend. Jeg har den senere tid mærket mere til min leddegigt. Det mærkes tydeligst i fingre og håndled. En af udfordringerne er at rede hår. Vriddet i håndleddet er ikke godt, og fingrene er ikke stærke nok til at holde på børsten. I hvert fald ikke når jeg skal rede mit meget tykke hår igennem.

Så fredag aften, inden jeg skulle hjem til min kæreste, gik jeg i bad og tænkte efterfølgende at jeg kunne spørge ham om han ikke ville rede mit hår. Det var lidt svært at spørge om. Min kæreste tog rigtig fint imod min forespørgsel, og han redte håret grundigt igennem. Det var vidunderligt på den måde at blive nusset i håret, at føle den form for forkælelse. Alt var sådan set fint.

Lørdag formiddag havde jeg en brunchaftale. Min kæreste og jeg sov længe. Vi vågnede og nussede hinanden, og han havde klimaks. Vi blev liggende i sengen. Diskuterede en ny historie om Sebastian Klein – er nogen bedre rustet til at håndtere en dysfunktionel barndom end andre? Er et sammenbrud nødvendig for at man kan heles, eller skal den undgås? Vi blev liggende og nussede og min kæreste rørte ved mig, til jeg fik en orgasme.

Klokken var blevet mange, og jeg måtte skynde mig ud ad døren.

Mens jeg sad på cafeen med min veninde og hyggede, snakkede og spiste, opdagede jeg at jeg havde brug for at tjekke min telefon. Jeg tjekkede om min kæreste havde skrevet. Jeg var lige taget fra ham. Men jeg ville alligevel gerne have at han skrev til mig. Hvorfor? Jeg var usikker! Jeg var simpelthen usikker på om jeg havde været for meget, for krævende om morgenen. Jeg havde givet helt slip da jeg fik orgasmen. Var det for meget? Jeg sad simpelthen og ventede på at høre noget sødt fra ham om at det var fint.

Jeg valgte at skrive til ham om min usikkerhed. Jeg kunne også mærke at jeg havde lyst til at flygte/gemme mig. Jeg tog mig sammen og spurgte hvornår vi kunne ses igen. Vi aftalte at ses samme aften. Og vi var enige om at det var godt at ses når jeg nu var usikker.

Jeg vidste godt hvad der var på spil. Ved at bede min kæreste rede mit hår og ved at lade det  handle om mig da jeg fik orgasmen, have jeg gjort mig selv mere sårbar end jeg havde lyst til. Jeg var ganske enkelt så uvant med at tage min egne behov alvorligt.

Jeg var dog nødt til at aflyse vores aftale samme aften. Vi skrev lidt sammen, og jeg blev irriteret over at alle min kærestes svar var så kortfattede og at han ikke tog initiativ til noget at tale om. Jeg var også ked af at han ikke spurgte til hvordan jeg havde det efter det jeg havde fortalt tidligere.

Dagen efter – i dag – gik det så helt galt for mig. Jeg var i den grad i forsvar da min kæreste og jeg skrev sammen omkring frokosttid. Så da han fornemmede min utålmodighed og irettesatte mig, reagerede jeg ved at skrive: Rend mig! til ham. Jeg følte at han i høj grad viste hovmod, og at han var ligeglad med hvordan jeg havde haft det dagen forinde. Min kæreste nægtede at indgå i en dialog med mig efter den besked fra mig.

Og her begyndte det at skride helt for mig. Jeg skrev til ham at jeg var et dårligt og egoistisk menneske. Jeg kopierede det og sendte det afsted flere gange lige efter hinanden, hvis jeg da ikke gentog: Rend mig!

Samtidig med at jeg skrev, iagttog jeg det udefra. Jeg vidste at det var dumt. Jeg vidste at jeg ikke mente det jeg skrev. Jeg vidste at jeg bare gerne ville have omsorg og at vide at jeg ikke er noget dårligt menneske. Og at dette var den helt forkerte måde at få den opmærksomhed på. Og jeg undrede mig over at min kæreste ikke stoppede mig, hvordan han kunne blive ved med at ignorere mig. Jeg iagttog det udefra og forstod ikke at jeg skrev som jeg gjorde. Jeg vidste at det var dumt og nytteløst, jeg vidste det gjorde tingene værre. Jeg vidste at jeg ville fortryde. Jeg vidste at jeg ville føle skam efterfølgende. Og alligevel tog jeg telefonen i hånden og satte den samme tekst ind. Det var en tvangshandling. Jeg følte det som om jeg ikke havde noget valg. Dét skræmte mig.  Og jeg blev samtidig bange for hvad det ville betyde for mig. Førte det her nu til alt det dårlige fra mit tidligere forhold hvor jeg skammede mig så meget at jeg isolerede mig fra andre, fortalte ikke det der skete til nogen og  følte mig falsk og uærlig hvilket forstærkede de andre ting. Og jeg var også bange for mit forhold. Ville min kæreste nu have fået nok af mig? Ville jeg nu reagere på samme måde en anden gang? Var jeg i det hele taget bare ikke stærk nok til at være i et forhold? Jeg vidste at jeg bare gerne ville have en reaktion, så jeg brød tvangshandlingen ved at spørge hvorfor han ikke – efter alt hvad jeg havde fortalt ham om mig selv – kunne se at jeg havde brug for ham. Det første til lidt skænderi over beskeder. Min kæreste skrev at han havde svært ved at håndtere mine udsving. At vi kunne gå fra en orgasme til ‘rend mig’ på ingen tid.

Delen med “mine udsving” provokerede mig. For jeg havde jo netop forklaret ham flere gange dagen inden at jeg efter orgasmen havde det svært fordi jeg følte mig så sårbar, og jeg havde også fortalt at mine forsvarsmekanismer stod i kø for at komme i spil – blandt andet flugt. At skubbe ham væk var en anden. Hvorfor overraskede det ham at vi kunne tage det spring når han netop ikke gjorde noget for at imødekomme min sårbarhed, ikke gjorde noget for at jeg kunne føle mig tryg.

Og lige der gik det op for mig. Det her handler om en orgasme. Det handler om at jeg ikke tror at mine behov er en skid værd, at de ikke er vigtige, at jeg ingen ret har til at kræve at nogen gør noget for mig, endsige at forvente det. Den tanke gjorde mig straks mere rolig. Ved at forstå hvad der foregik inden i mig og hvorfor jeg reagerede som jeg gjorde, kunne jeg bedre rumme følelserne, og jeg kunne slappe af. Jeg var stadig skamfuld, men jeg havde lært noget vigtigt.

Nu hvor der er gået flere timer efter episoden, kan jeg se tilbage på den og trøste mig selv. Ja, jeg begik en fejl, men jeg indrømmede det straks. Det er ikke undergangen. Det mindede mig om at jeg har en del arbejde gøre. Jeg skal blive ved med at prøve at holde hovedet koldt, at tænke, at tage det roligt.

Og så skal jeg blive bedre til at tage mine behov alvorligt.

Og jeg har en utrolig dejlig kæreste.

At være i et modent forhold

24 år efter min første rigtige kæreste og med efterfølgende 4 relativt langvarige forhold plus det løse begynder jeg at forstå, hvad det vil sige at være i et modent forhold. Og jeg er sikker på, at jeg kan lykkes med det.

Min kæreste er et fantastisk menneske, meget tålmodig og rummelig. Han har fundet sig i mange ting. Jeg vil gerne vise ham, at det er det hele værd.

Jeg har været en del i terapi gennem de sidste måneder, og samtidig har jeg arbejdet med trin 4 – altså foretaget en grundig og uforfærdet moralsk selvransagelse. Jeg har fået øjnene op for ting, jeg tidligere har misforstået omkring at være i et modent forhold, og jeg kan meget tydeligere se, hvad min andel af konflikter og skænderier har været.

Forleden slog det mig: Det kan lade sig gøre. Jeg kan nyde at cykle en tur alene – bare fordi jeg rigtig godt kan lide at cykle. Jeg kan foreslå min kæreste, at vi begynder til italiensk sammen, fordi vi deler en interesse for sprog og er enige om, at det er godt at have en interesse at dyrke sammen. Men jeg kan også læse de bøger, jeg har lyst til, uden at min kæreste behøver læse dem også. Jeg kan gøre ting, jeg har lyst til, fordi jeg har lyst til det – ikke fordi det er vigtigt for min kæreste, eller fordi min kæreste måske vil synes bedre om mig, hvis jeg gør det. Jeg kan blive på min banehalvdel og mærke efter mine behov og arbejde med det, jeg har svært ved. Og jeg kan undlade at koncentrere mig om, hvad min kæreste foretager sig og hvorfor. Jeg kan faktisk trække på skuldrene og fortsætte med det, der gør mig glad.

Og i dag har været en hel fantastisk dag. Jeg læste i min Nar-anon-bog i morges. Der stod: “Hvad mon jeg kan gøre for mig selv i dag?” Og jeg tog til stranden. Jeg spurgte om min kæreste ville med, og han kom. Vi sprang i vandet fra broen, og det var helt vidunderligt. Vi svømmede, kyssede, grinede. Og vi tog hver til sit. Og jeg modstod vanen med at spørge, om ikke vi kunne sove sammen eller ses senere. For jeg kan godt lide at være alene, få ting lavet, og jeg elsker mine rolige morgener alene med avisen og radioen og kaffe. Jeg gik senere i biografen og så en film, jeg havde lyst til at se. Jeg fik tilmed ordnet gøremål fra min to do-liste.

Jeg er mig selv, jeg er et individ med interesser og gøremål og forpligtelser. Jeg er også kæreste med den mest vidunderlige fyr. Han er den mest vidunderlige fyr, fordi han er sig selv med sine egne interesser og gøremål og forpligtelser. Jeg skal ikke styre ham, kontrollere ham eller blande mig i hans egne ting.

Men jeg glæder mig til at være sammen med ham igen. Og jeg er lykkelig for alle de ting, vi kan være fælles om. Også drømme for fremtiden.

Brudstykker – ensomhed

Jeg øver mig i at mærke efter i min mave, hvordan jeg har det. Og gamle episoder dukker op, og jeg tænker på oplevelser, jeg har haft, hvor jeg ikke mærkede, hvordan jeg egentlig havde det på det tidspunkt, det skete.

1.

Da jeg i midten af april begyndte at blive gul, forstod jeg ikke, hvad der var galt. Men at jeg havde opdaget, at jeg min hud, øjne og urin var blevet gult, overraskede det mig ikke vanvittigt, da jeg blev ringet op fra reumatologisk afdeling og fik at vide, at jeg skulle akut indlægges. Jeg gav besked til nogle af de nærmeste. Også en veninde som jeg havde en aftale med. Jeg husker særligt udvekslingen med hende, fordi hun spurgte til, hvordan jeg havde det, og jeg græd. Jeg var da bekymret, men også rørt over at der på den måde blev passet på mig. Da jeg kom til Bispebjerg Hospital skulle jeg vente. Jeg skulle vente på en seng. Jeg skulle vente på en læge. Én kom og tog mit blodtryk. Én lavede en EKG. Jeg smilede, spurgte, grinede, og i mellemtiden løste jeg Sudoku og skrev lidt med min søster om, hvad det kunne være, og om tilfælde i familien der kunne ligne, det der måtte være i vejen med mig. Jeg gentog flere gange, at jeg jo havde det fint, følte mig ikke syg. Jeg jokede. Jokede med ventetiden, med hvem der også var indlagt, med min gule farve. Jeg ventede og vidste ikke, hvad der var galt med mig, eller hvor længe jeg skulle være indlagt. Min kæreste spurgte, om jeg ville have besøg. Jeg afslog. Der var ikke plads. Måske kom jeg hurtigt hjem. Der blev taget blodprøver, og jeg blev stillet et hav af spørgsmål. En læge fortalte at min lever var meget meget syg, og jeg skulle på leverafdelingen på Rigshospitalet. Jeg fik taget blodprøver, målt blodtryk, fik antibiotika i drop. jeg læste avis, lyttede til podcast, spillede spil på iPad’en, skrev et blogindlæg om det personlige ansvar for sit helbred. Næste dag kom jeg til Rigshospitalet. Der var travlt, og jeg skulle vente. Jeg havde ikke fået lov til at cykle fra Bispebjerg Hospital til Rigshospitalet. Nu spurgte jeg, om jeg måtte gå en tur. Det var tirsdag. Om fredagen skulle vi til konfirmation. Jeg vidste ikke, hvor længe jeg skulle være indlagt, men med al den ventetid kunne jeg godt regne ud, at jeg ikke kom hjem samme dag. Jeg gik til Trianglen fast besluttet på at jeg jo havde det fint fysisk. Jeg havde haft det fint op til indlæggelsen. Jeg var jo ikke pludselig blevet syg ved at komme på hospitalet. Jeg købte tøj til pigerne og mig til konfirmationen. Så var det på plads. Og så mærkede jeg godt nok, at jeg blev træt, og jeg gik tilbage til leverafdelingen. Der var stadig meget travlt. Ingen læger havde tid, og der var ingen seng til mig endnu. Der blev jeg pludselig enorm træt. Jeg begyndte at græde. Jeg fik en seng ude på gangen, og jeg græd. Uvisheden kunne jeg ikke magte. Hvad med mine piger? De dage var de som normalt hos deres far, men hvor længe skulle jeg være indlagt? Jeg fik derefter hurtigt en plads på en stue, og jeg faldt til ro. Jeg fik talt med en læge, fik taget blodprøver, fik målt blodtryk, fik væske i drop. Jeg smilede og samtalede. Talte også med hende, jeg delte stue med. Min kæreste spurgte, om jeg ville have besøg. og det svarede jeg ja til. Vi mødtes i stueetagen og fandt et roligt hjørne. Jeg talte om mit indtryk af mine medpatienter, om sundhedssystemet og det personlige ansvar og udfordringerne for velfærdssystemet. Og dagene gik, undersøgelserne stod på, og jeg forstod mere og mere, hvad der var galt, og jeg kunne tage hjem og sove. Jeg husker en aften kort efter, at jeg fik lov til at komme hjem, og jeg sov hos min kæreste. Jeg lå med ryggen til ham, og han kærtegnede, nussede min ryg. Berøringen var magisk. Lige der slappede jeg af, og jeg begyndte at græde. Lige der mærkede jeg i hvilken stresset tilstand, jeg havde været i. Jeg mærkede, hvor bange jeg havde været. Og jeg mærkede nok også, hvor alene jeg havde været, for jeg havde formået at undgå at mærke det indtil da. Jeg havde smilet, joket og talt om ting, der lå langt væk fra mig og mine følelser. At være alene med den frygt og bekymring og uvisheden gør en ensom. Og selv en måned efter hvor min terapeut spurgte om ikke oplevelsen havde været skræmmende, formåede jeg at få snakket udenom. Nu genkalder jeg mig den følelse af at blive rørt og derigennem komme i kontakt med følelserne. For det ville være så dejligt at kunne blive holdt om uden forbehold.

2.

Jeg ved i dag, at jeg altid har været styret meget af frygt. At jeg har holdt mig fra at prøve en masse ting. Men jeg har alligevel også kastet mig ud i oplevelser, som har krævet et mod, jeg altså også besidder. Jeg var for eksempel i praktik på Politiken i 9. klasse. Jeg tog selv toget til København en søndag. Praktikken begyndte dagen efter. Jeg skulle bo hos min faster på Frederiksberg. Jeg havde været der mange gange før. Både med mine forældre, og på ferieophold med min søster. Dette var første gang, jeg skulle tage dertil alene. Jeg vidste, hvilken bus jeg skulle tage, og hvor jeg skulle stå af. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg bestilte en billet. Jeg vidste ikke, hvad stoppestedet hed, blot hvordan det så ud. Jeg gik ind i bussen og prøvede at forklare. Buschaufføren sendte mig bare ind. Måske var det det jyske, han ikke forstod. Måske var det forklaringen på, hvor jeg skulle af, som han ikke forstod. Jeg følte mig meget usikker. Jeg tog selv bussen til Rådhuspladsen om mandagen, nervøs gik jeg ind og fandt ud af, hvor jeg skulle være. Sammen med andre 9. klasses elever fra stort set hele landet – og som ikke vidste mere end mig, gik det fint. Vi blev godt orienteret og havde gode dage. En aften skulle jeg i Folketeatret og se Teenagerlove. Det var min faster, der havde skaffet billet til mig gennem en hun kendte godt, som var med i stykket. Jeg skulle selv derind. Det var februar og mørkt, da jeg tog bussen. Jeg havde fået anvisninger, om hvordan jeg skulle finde Folketeatret, og det virkede simpelt i mit hoved. Da jeg stod af bussen, mistede jeg hurtigt orienteringen. Pludselig virkede København åben, tom og mørk som en åben mark midt om natten. Et par hjalp mig med at finde teatret. Jeg fik en plads. I pausen kom min fasters veninde fra stykket hen til mig og inviterede mig med om bagved. Jeg gik med. Fik en sodavand. Så Karen-Lise Mynster og Søren Spanning. Gik tilbage til min plads. Og tog så hjem til min faster. Teaterturen var på mange måder ret skræmmende. Jeg for vild et ukendt sted. Jeg sad blandt skuespillerne i pausen og anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var alene. Jeg talte ikke med nogen om de følelser. Heller ikke min faster da jeg kom tilbage til hende. Jeg husker, at jeg undrede mig over at hun ikke skulle med og sendte mig alene afsted, men at spørge om hun ville følge mig, faldt mig slet ikke ind. Bagefter har jeg været glad for teateroplevelsen, det var en god forestilling. Men i dag kan jeg mærke ensomheden i oplevelsen, at være alene og bange. Det havde jeg ikke kontakt med dengang.

3.

Jeg har for næsten et år siden talt med min kæreste om at føle sig ensom. Jeg sagde dengang, at jeg var mere ensom, mens jeg var sammen med min eksmand, end jeg var på det tidspunkt. Og det er rigtigt. Der var mange ting ved min eksmands og mit forhold som jeg skammede mig over. Jeg skammede mig over at finde mig i det, han bød mig. Jeg holdt i hvert fald mange, mange ting for mig selv. Alle de gange han aflyste aftaler – og det var både aftaler vi havde alene og aftaler vi havde med andre; alle de mistanker jeg havde om, at han var mig utro – alle de mail-korrespondancer med excort-piger, jeg fandt. Også den skam jeg følte, når han irettesatte mig, og jeg krympede helt sammen og blev en lille pige (der blev skældt ud af sin far). Også vores konflikter og skænderier, hvor jeg mistede al selvkontrol, holdt jeg for mig selv. Alle de gange han truede med at gå fra mig. Og da jeg opdagede, at han var begyndt at ryge hash. Det holdt jeg også for mig selv. Løgnene. Jeg var så fyldt med skam, og jeg holdt det for mig selv. Så jo. Jeg var meget ensom i det forhold.

Ensom

I dag gik det op for mig, at jeg faktisk er ret ensom. Ikke fordi jeg ikke har gode veninder at tale med, og som har tid til at ses. Ikke fordi jeg ikke har en kæreste, der gerne vil holde om mig.
Også min søsters og mit forhold er ved at blive rigtig godt igen med god, tæt og hyppig kommunikation.
Jeg er ensom, fordi ingen kender mig. Det er en skrækkelig opdagelse. For nogle uger siden lavede jeg trinarbejde og skulle forholde mig til min egen ensomhed. Jeg tænkte, at jeg da ikke er ensom. Så for bare to uger siden var jeg ikke klar over, hvor ensom jeg er.

Et par besøg for nyligt hos min terapeut har vist mig, hvor lidt jeg stadig er i kontakt med mine følelser. Jeg har en tendens til at have hovedet løftet. Terapeuten siger, at jeg på den måde skærer af for mine følelser. Desuden trækker jeg kun vejret overfladisk. Jeg er ikke helt nede i maven, når jeg trækker vejret. Jeg kommer ikke ned og mærker, hvordan jeg har det. Og jeg har da også meget ofte fået at vide, at jeg lyder forpustet.

Jeg er 39 år, ensom, mærker ikke mig selv og mine følelser, og ingen kender mig – heller ikke mig selv.

Jeg tænker og tænker, analyserer, tolker, regner ud, prøver at regne noget ud – konstant er jeg oppe i mit hoved. Aldrig er jeg i min mave. I hvert fald alt, alt for sjældent.

Det gik op for mig i dag, at jeg de sidste dage, hvor mine piger har været på ferie med deres far, og min kæreste har været væk, har knoklet og knoklet og knoklet. Lavet lange lister over ting jeg skulle lave, jeg har udført ting efter ting og streget ud og streget ud. Og til hvilken nytte? Ja, det vigtigste formål har jo nok været ikke at skulle mærke mig selv.

Jeg er så ensom. Jeg er bange for at vise, hvem jeg er, så ingen kender mig. Jeg passer så meget på hele tiden for ikke at være for meget, forkert eller for lidt, at jeg ikke kan være mig selv.

Og efter sådan nogle hårde sessioner hos min terapeut ville jeg ønske, at jeg kunne åbne mig helt, at jeg turde lukke nogen ind.

For nogen tid siden fandt jeg et digt, jeg nok har skrevet som 17-årig:

“Jeg vil så gerne vise mit indre

vende vrange ud, være smuk,

altsammen for dig.

Jeg vil så gerne være sammen med dig

– bare en aften, en nat

bare os to

for at prøve

om vi kunne sammen.

– Tænk at små detaljer betyder så meget.

Hjertet banker.

Jeg mærker en svag sitren.

Jeg savner.”

Dengang var jeg nok lidt klogere end for to uger siden. I dag er jeg det samme sted: Jeg vil gerne vise mit indre og være smuk.

Min kæreste er et godt bud på, hvem jeg først tør lukke helt ind. Han er god til ikke at dømme, hvilket gør mig tryg. Og jeg har da også delt ting, som ingen andre ved noget om, med ham. Det svære bliver at turde trække vejret helt ned i maven. Jeg lavede en vejrtrækningsøvelse med min terapeut. Jeg måtte opgive de første gange. Det var drønubehageligt for mig. Jeg var utrolig bange for, hvad jeg ville mærke, hvis jeg kom helt ind. Jeg var så bange for at miste kontrollen.

Jeg er 39 år, og græder, jeg er bange for mine følelser, og det gør mig ensom.

Skyld og skam

Jeg er i gang med trin 4 i Nar-anons 12-trinsprogram. Trinnet lyder sådan her:

“Vi foretog en grundig og uforfærdet moralsk selvransagelse.”

Det er et stort og hårdt arbejde. Jeg ser på områder som perfektionisme, stolthed, selvmedlidenhed og frygt. Et andet område, jeg skal kigge på, er skyldfølelse.

Jeg opdager, at jeg egentlig ikke har så megen skyldfølelse.

I sin opfølgen til Tedtalken om sårbarhed, som jeg har forholdt mig til i et andet indlæg (http://blotforidag.dk/?p=217), taler Brené Brown om skam. Hun beskriver forskellen på skyld og skam.

Skyld er, når man har det dårligt over noget, man har gjort. Skam er, når man har det dårlig over, hvem man er.

Jeg føler nok i høj grad oftere skam end skyld.

For tiden føler jeg meget skam omkring mit forhold. Jeg føler skam over at have mere lydt til sex end min kæreste. Jeg føler skam over at savne ham mere, end han savner mig.

Det skaber problemer, fordi følelsen af skam er ubehagelig for mig og for at undgå den, kan jeg finde på at bebrejde min kæreste i stedet for selv at tage ansvaret for min følelse.

Jeg føler også skam over at have taget nogen kilo på, over at have glemt at udfylde papirer i forbindelse med min sygemelding, og over at jeg afleverede mine piger uden regntøj en dag, hvor det begyndte at regne.

Det er ikke rart at opdage at jeg føler så megen skam i forhold til skyld. Det minder mig om, hvor stort et arbejde jeg stadig har foran mig for at få et bedre selvværd. For at turde være sårbar og vise – og særligt at stå ved – hvem jeg er. For at kunne acceptere mig selv fuldt ud.

Jeg kan dog også føle skyld.

Det gør jeg særligt, når jeg har det rigtig godt og synes, at livet er dejligt, og jeg glæder mig til fremtiden, som ser lys ud. Når jeg synes alting kører og hænger sammen. Så føler jeg skyld overfor dem, jeg kender, som er alene og har det svært, eller en veninde der er nede med stress og arbejdsløs og føler sig alene. Det bliver svært at nyde det gode og at tro på, at jeg godt må have det godt. Måske trives jeg i virkeligheden bedst ved, at der er modgang, fordi det er det, jeg kender til, det der er trygt, fordi det er genkendeligt.

Selvoptaget på en usund måde

I går var jeg til Nar-anon-møde. Der er et overordnet emne hver gang. Efter en indledning går ordet rundt, og man kan lytte, tale ud fra aftenens emne, eller man kan sige lige, hvad der ligger en på sinde. I går delte jeg om en episode jeg havde oplevet i sidste uge, og som passede til aftenens emne. Næsten alle delte i går. Især to andre medlemmer fortalte noget, jeg kunne tage med mig. Efter mødet fik jeg sagt til de to, at de havde delt noget, jeg kunne bruge.

Da jeg cyklede hjem fra mødet, var jeg glad og følte mig let. I det hele taget føler jeg mig mere let og ubesværet, når jeg bevæger mig rundt i det offentlige rum, i institutioner og i butikker blandt mennesker, jeg ikke kender. Jeg har meget, meget lettere ved at tale med fremmede, er opmærksom og venlig. Jeg indlader mig i småsnakke, siger hej til små børn og lignende. Det er nyt. Tidligere bevægede jeg mig fra a til b så hurtigt som muligt. Ventede i kø og i venteværelser i stilhed, smilede hvis nogen sagde noget – men indlod mig ikke i samtale.

Dette er altså blevet meget anderledes de sidste to måneder. Jeg ved ikke helt hvorfor. De sidste uger har jeg ikke haft nogen smartphone at flygte ind i, det gør mig i hvert fald mere tilstedeværende. Men noget kommer også indefra. Noget kommer nok fra at have arbejdet bevidst med mig selv. Det virker ironisk, at jeg ved at se ind er blevet bedre til at se op, men det er nok sådan noget, der er sket.

Jeg ved helt sikkert, at jeg tidligere ikke kunne have gået hen til de to Nar-anon-medlemmer efter sådan et møde som i går. Jeg ville have været alt for optaget af mig selv og optaget af, hvad de andre havde ment om det, jeg havde delt. Der ville have været noget skam inden i mig, fordi jeg havde sagt det, jeg ville sige, på en kluntet og uklar måde. Jeg ville have været opslugt af en tanke om, at det jeg havde sagt ikke var relevant eller godt nok. Den følelse kan jeg nemlig sagtens genkalde mig. Så det er en enorm dejlig succesfølelse at opdage, at lige her har jeg rykket mig en del.

Aldrig for sent – min far

DR har lavet en dokumentarserie om mennesker, der har mistet kontakten til et familiemedlem på grund af en konflikt. Med hjælp fra psykolog og familieterapeut Ulla Dyrløv skal disse familiemedlemmer møde hinanden igen og se, om de kan genoprette kontakten. Jeg har set første udsendelse, som blev sendt 17. maj. Den handler om en far og datter, Christina og Bent Ole. Christina havde 3,5 – 4 år tidligere brudt kontakten, fordi hun følte sig svigtet af faren.

Da jeg begyndte at se udsendelsen, var jeg først og fremmest fuld af beundring over for psykologen. Men også datteren lod til at have stor selvindsigt, og på beundringsværdig vis stod ved, hvem hun var. Dagen inden datter og far skulle mødes, et møde der var godt forberedt med hjælp fra psykologen, blev datteren Christina spurgt, hvor gammel hun ville være, når hun skulle mødes med faren dagen efter. Først der begyndte jeg at overføre nogle af tankerne til mig selv og mit forhold til min far, der altså er død for snart 9 år siden. Hvis jeg skulle mødes med min far og konfrontere ham med nogle af de ting, jeg var vred på ham over, hvor gammel ville jeg så være? Jeg er stadig ikke sikker på svaret, men jeg tror ikke, jeg vil reagere som en lille pige. Men disse tanker fik åbnet for følelser, jeg ikke havde bearbejdet tidligere.

Det, som psykologen i dokumentarserien slog fast i den første udsendelse, var, at det er forælderens ansvar at rette op på relationen. Det er forælderens ansvar at vise barnet (selv om det er voksent) anerkendelse og at fortælle barnet, at han er stolt af det.

Det var det, jeg altid gerne ville have fra min far. Og aldrig fik. Og hvis jeg kunne mødes med min far nu, ville jeg sige det til ham. Jeg ville fortælle ham, at jeg følte det, som om jeg ikke var noget værd, når jeg – dagen inden han døde – sagde, at jeg elskede ham, men han ikke sagde, at han elskede mig.

Jeg ville nok også sige, at det gjorde mig ked af det, at han døde, inden jeg fik mine piger. Han gav alt for let op. Og han var en kærlig morfar overfor mine niecer. Han ville have givet mine piger en kærlig bedsteforælder, hvis han ikke var død.

Jeg ved, at jeg er nødt til at give slip på den vrede og skuffelse, jeg føler overfor min far. Første skridt i den retning er nu taget, idet jeg har erkendt, at følelserne er der.

Det skal lige siges, at jeg godt ved, at min far højst sandsynlig ikke har fortalt mange andre end min mor, at han elsker dem. Jeg forstår godt, at han ikke var vant til det, ikke havde evnerne eller forståelsen for, hvad disse ord kan betyde for et barn. Det kan måske hjælpe mig til at give slip på vreden, og hvad de udeladte ord har betydet for mit selvværd. Men jeg tager ikke ansvaret på mig denne gang, og jeg lader ikke ansvaret trække mig ned denne gang. Jeg skulle ikke have præsteret noget andet eller noget særligt for at være fortjent til anerkendelse. Det er forælderens ansvar.

 

Forberedelse vs. kontrol

Jeg ved at behovet for at have kontrol og at ville kontrollere situationer, mennesker, følelser og begivenheder kan være ret ødelæggende – og nytteløst. Det behov har været meget stort hos mig det meste af mit liv.  Men i den sidste tid er jeg blevet bekræftet i at der er megen værdi i forberedelse. Et sted mellem disse ting – forberedelse og kontrol – er der en grænse, som måske ikke altid er til at se.

Når min ældste datter har været med i vuggestuen for at aflevere den lille, bliver hun genert. Hun trykker sig op ad mig, så jeg ikke rigtig kan bevæge mig frit i forhold til at få den lille i gang med en leg eller givet over til en af pædagogerne. Eller også krammer og holder min store datter om den lille så meget, at afleveringssituationen forværres. Det virker som om, den store forventer, at den lille skal blive ked af det, hvilket den lille så lettere kommer til at efterleve. I forbindelse med at min ældste datter havde fødselsdag, talte jeg med hende om, hvad hun kunne svare, hvis nogen ønskede hende tillykke og lignende, f.eks. de voksne i lillesøsters vuggestue. Efter sådan en snak, hvor vi også var inde på at være genert generelt, oplevede jeg en rigtig god aflevering af den lille, hvor storesøster var med, men opførte sig mere frit og ikke så hæmmet af sin generthed. En lillebitte forskel. Lige bagefter nævnte jeg for den store, at hun ikke havde virket så genert, og hvad der havde gjort forskellen. Hun var glad og stolt. Over en lillebitte forskel.

Måske er det et dårligt eksempel, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad min terapeut engang sagde: “En familie er så syg som dens hemmeligheder.” Hvis vi derimod sætter ord på det, der er svært, så bliver det bare et vilkår, som vi kan gøre noget ved og forberede os ud fra. Hvis vi gemmer det væk og lader som om, det ikke findes, så vokser det sig til noget større, noget vi identificerer os med, og det bliver fulgt af skyld og skam.

I mine øjne er vi dog også nødt til at bruge den viden, vi får ved at sige højt, hvad der er svært, til at forberede os på de situationer, der er svære. Ved at forberede os i tide kan vi komme godt igennem forestående situationer, som kan forekomme svære.

I weekenden besøgte vi hende, jeg har været dagplejer for, og hendes familie. Min ældste datter huskede hende tydeligt, det var sværere at vide med min yngste datter. Tre måneder, når man er 22 måneder gammel, er lang tid. Men vi har dog talt om dagplejebarnet lidt indimellem, og vi har også et par billeder af hende hængende. Om morgenen inden vi skulle afsted, kiggede vi på flere billeder af pigen. Da vi mødte hende, var der store gensynsglæde fra mine pigers side. Jeg ved ikke helt, om dagplejebarnet genkendte os. Familien havde ikke forberedt mødet. Det er der ikke noget galt i, pointen er, at forberedelsen kan gøre en forskel.

I forberedelsen kan der også ligge en forventning, som kommer af et behov for kontrol. For nogle uger siden hvor jeg havde mine piger i en 5-dages periode, og jeg vidste, at min kæreste ikke havde sin søn hos sig, bestilte jeg en måltidskasse fra Årstiderne. Jeg bestilte, så jeg vidste, at der ville være nok mad, hvis min kæreste ville spise hjemme hos os. Vi havde ikke aftalt noget, så jeg havde skam også tænkt, at jeg – der fortsat er sygemeldt – kunne spise eventuelle rester til frokost.

Ikke én af de dage hvor vi skulle spise måltiderne fra kassen, kunne min kæreste spise sammen med os. Og jeg blev skuffet. Mere end jeg havde forventet.

Noget afgørende i denne situation er, at jeg forberedte mig ud fra en antagelse, jeg ikke kunne være sikker på. Jeg troede, jeg kunne kontrollere situationen. Uden at spørge min kæreste først tog jeg for givet, at han ville spise med os. Det var en klar forventning, på trods af at jeg havde tænkt på det med at spise rester til frokost, hvis min kæreste ikke spiste med. Forventning er beregnet skuffelse, har jeg læst et sted.

Jeg kan altså se, at jeg skal passe på, at jeg ikke – i min iver for at ville kontrollere – har særlige forventninger til, hvad der kommer til at ske, og hvad udfaldet bliver. Men forberedelse kan være godt! Det er en balance.

Trin 3 – min højere magt

Efter en pause i mit arbejde med de 12 trin på grund af mit sygdomsforløb har jeg nu arbejdet mig igennem trin 3.

Trin 3 lyder: Vi besluttede at lægge vor vilje og vort liv over til Gud, sådan som vi opfattede ham.

Mit sygdomsforløb har hjulpet på arbejdet med dette trin. Jeg er blevet mere ydmyg. Jeg ved, jeg ikke kan klare mig alene, og at kunne lægge mit liv over til en højere magt forsikrer mig netop om, at jeg ikke er alene.

Min forestilling om min højere magt har nu taget en ret konkret form. Jeg læste en beskrivelse fra et andet nar-anon-medlem af dennes højere magt som en bedste ven, som hun kan le, snakke og græde sammen med.

Da jeg læste den beskrivelse, gav det et gib i mig. Jeg forestillede mig mit barndomshjem, køkkenet i mit barndomshjem. Jeg forestillede mig min højere magt, som denne her kærlige og omsorgsfulde forælder, som jeg tidligere har været inde på. Og jeg forestillede mig, at jeg var i køkkenet i mit barndomshjem med min højere magt. Varmen og omsorgen og det ikke-dømmende der strømmede imod mig. Trygheden. En jeg kan tale med om alt, hvad der går mig på. Mine fejl og mangler, mine bekymringer og mine problemer, En jeg ikke føler mig til besvær overfor, som altid er der og byder sig til, fjerner noget af min byrde fra mig og fortæller mig, at det nok skal gå – også selv om jeg ikke har alle svar, ikke kan forudse, hvad der vil ske i fremtiden og ikke kan løse alle problemer. Jeg vil kunne stille min højere magt alle de spørgsmål, jeg vil. Der er ingen dumme spørgsmål.

Så dette er lige nu min forestilling om min højere magt. Og jeg har brugt den flittigt. Helt konkret har jeg haft samtaler med min højere magt. Jeg har fortalt det til min sponsor og hende, jeg laver trinarbejdet sammen med, samt til min kæreste. Det føles fjollet, og jeg griner forlegent, når jeg siger det højt. Men virkningen kan ingen tage fra mig. De samtaler med min højere magt giver mig ro. De hjælper mig til at finde hoved og hale i mine forvirrede tanker, og jeg ender op med at vide, hvad der er det vigtigste, og altså hvad jeg skal gøre først. Jeg tænker sindsrobønnen igennem, og det bliver nemmere at give slip på det, jeg ikke kan ændre. Og noget af det, der letter allermest, så accepterer jeg mig selv, når jeg har disse samtaler med min højere magt. Jeg kan endda grine af mig selv.

At være syg

Det viste sig for fire uger siden, at jeg var ret syg.

Jeg har efter begge fødsler fået leddegigt og er derfor tilknyttet reumatologisk afdeling på Rigshospitalet. Mindst hver tredje måned har jeg fået taget blodprøve, da det er vigtigt, at der bliver holdt øje med, hvordan gigtmedicinen virker på kroppen. Jeg fik taget blodprøve fredag 15. april, og mandag 18. april blev jeg ringet op af lægen på reumatologisk afdeling, der fik arrangeret, at jeg skulle indlægges op hospitalet samme dag. Jeg var i løbet af weekenden blevet gul – havde tydeligvis gulsot – og desuden havde jeg ikke været på toppen ugen forinden, så helt bag på mig kom det ikke. Jeg tog det ret roligt, gik i bad og pakkede en taske med både ekstra tøj, toiletsager, bøger og iPad og oplader. Jeg havde spurgt, om de kunne sige, hvor længe det ville vare, men det kunne de ikke. Jeg tænkte på mine piger. De skulle heldigvis være hos deres far de næste to dage. Uvisheden gjorde mig dog bange – både uvisheden om hvad der var galt med mig, men også uvisheden om hvor længe jeg skulle være indlagt. Derudover oplevede jeg at blive enormt rørt over, at nogen passede på mig og tog mig og mit helbred alvorligt.

Jeg er stadig syg, men har det meget bedre og er ikke som sådan plaget af gener længere.

Jeg har lært meget de sidste fire uger. Jeg har lært rigtig meget om mig selv.

De første dage var jeg meget optaget af ikke at gøre mig selv mere syg end nødvendigt. Jeg skulle blandt andet vente på at få en seng og spurgte, om jeg kunne gå en tur, Det gjorde jeg. Jeg blev meget udmattet af den tur. Men jeg blev ved med at sige til mig selv, at jeg jo havde klaret den sidste uge, selv om jeg havde haft det på samme måde, så kunne jeg også gå den tur. Også selv om jeg efter turen alligevel skulle vente nogen tid på en seng. Jeg var så udmattet, men jeg ville ikke indrømme det overfor mig selv.

Efter fire dages indlæggelse fik jeg lov at komme hjem på orlov. Jeg var lykkelig, fordi jeg kunne have mine piger omkring mig. Det blev dog tydeligt, at jeg ikke forstod, hvor syg jeg var. Jeg skulle på hospitalet hver dag, og så forestillede jeg mig ellers, at dagene var helt normale.

Det helt positive ved de næste uger var, at jeg indrømmede overfor mig selv og dem omkring mig, at jeg ikke magtede at klare pigerne alene i weekenden og på helligdage. Jeg var så træt og havde brug for at sove i løbet af dagene. Det er nok første gang nogensinde, at jeg har indrømmet at jeg ikke magtede noget selv. Det var ikke nemt, men det var nødvendigt. Og jeg fik spurgt om hjælp. Jeg spurgte endda min mor om hjælp. Og hun hjalp mig, og det var på alle måder en god oplevelse. Den vil jeg tage mig med videre.